Joe Bidens modstandere sætter jagten ind og forsøger at ramme ham via Biden-familiens sorte får.
(Foto: © Gripas Yuri/ABACA/Shutterstock, Copyright (c) 2022 Shutterstock.)
Rettelse: Tidligere skrev vi, at "den konservative avis" om New York Post. Den formulering er nu fjernet.
Præsident Joe Bidens søn, Hunter Biden, er tilbage på forsiden af nyhedsmedierne i USA.
Dér var han også i 2019, da det kom frem, at daværende præsident Donald Trump i en telefonsamtale havde bedt Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, om at sætte en efterforskning i gang af Hunter Biden og Joe Biden.
Det skete igen kort før præsidentvalget i 2020. Dengang forsøgte Joe Bidens politiske modstandere at bruge Hunter Biden som den "valgkanin", der skulle sikre Trump sejren.
Og nu får Hunter Biden en tur mere i mediemøllen. Historien er i store træk stadig den samme som i 2019 og 2020. Og så alligevel ikke. For nu har Republikanerne fået flertal i Repræsentanternes Hus i den amerikanske Kongres.
Dermed har partiet magt til at nedsætte udvalg, der kan lave vidtrækkende undersøgelser af Joe Biden. Og deres bedste bud på en kulegravning, der i yderste konsekvens kan ende med en rigsretssag mod præsidenten, handler stadig om Hunter Biden.
En sikkerhedsrisiko
Fortællingen hos republikanere lyder, at præsident Biden i årevis har misbrugt sin position. De siger, han hjulpet sin søn og familie med at skaffe lukrative og mistænkelige forretningsaftaler og bestyrelsesposter i udlandet og selv profiteret af det. Hunter Biden bliver i de øjne set som en national sikkerhedsrisiko.
Blandt demokrater er det fortællingen om en mand plaget af indre dæmoner, misbrug og dårlig dømmekraft – og en far, som har forsøgt at hjælpe sin søn uden at overskride grænser.
Sandheden om Hunter Biden er svær at få hold på, for hans historie er problematisk, kompleks, og ikke skrevet færdig endnu. Men her følger en gennemgang af de begivenheder i hans liv, som bliver ved med at forfølge ham.
Et oplagt mål
Da Donald Trump og hans folk begyndte at overveje, hvordan præsidenten skulle blive genvalgt i 2020, udpegede de tidligt Joe Biden som den farligste modkandidat.
Derfor gik betroede Trump-støtter med tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani i spidsen i gang med at lede efter møgsager, som kunne svække Biden. Det fik dem hurtigt til at interessere sig for Hunter Biden.
Mens Joe Biden var vicepræsident i Obama-administrationen, begyndte Hunter Biden, en Yale-uddannet advokat, at høste en række aftaler i udlandet. Det skabte i regeringskredse bekymring for potentielle interessekonflikter, og der blev sat spørgsmålstegn ved de millioner af dollar, som Hunter Biden tjente. Som han selv skriver i sine erindringer fra 2021, så vidste han godt, at navnet åbnede døre.
- At man også gerne ville have mit efternavn på listen, var der ingen tvivl om. Sådan har det altid været, skrev Hunter Biden om sin bestyrelsespost i det ukrainske energiselskab Burisma i sine erindringer fra 2021.
Årelangt misbrug
Hunter Biden er vokset op i offentlighedens søgelys.
Hans far blev taget i ed som senator på et hospital i 1972. Her vågede han over sine drenge, Hunter på tre og Beau på fire. De havde overlevet den bilulykke, som dræbte deres mor og 13 måneder gamle lillesøster.
Den tragedie skabte et tæt bånd mellem de tre mænd, og da storebroren Beau døde i 2015, røg Hunter ind i en spiral af problemer med et voldsomt misbrug af alkohol og stoffer.
- Engang sov jeg ikke i 13 dage, mens jeg som det eneste røg crack og drak vodka hele tiden, fortalte Hunter Biden til CBS News, da erindringerne ’Smukke ting’ udkom.
Oligarken i Ukraine
Inden da havde Hunter Biden i 2014 sagt ja til at sidde i bestyrelsen for førnævnte Burisma.
Det var et firma, som var ejet af en oligark, som britiske myndigheder på det tidspunkt undersøgte for korruption. Posten sikrede ham cirka 600.000 dollar om året, og som Washington Post skriver, så spredte der sig snart en bekymring blandt ansatte i den amerikanske administration om, at jobbet var problematisk.
Joe Biden var nemlig på det tidspunkt USA’s vicepræsident med særligt ansvar for Ukraine. Men beskeden fra vicepræsidentens kontor lød ifølge vidneudsagn, "at Biden ikke havde båndbredde til at tage sig af den sag, da Bidens anden søn, Beau, var tiltagende syg af kræft".
Hunter Biden har i et interview til The New Yorker sagt, at hans far kun nævnte Burisma én gang over for ham med ordene: "Jeg håber, at du ved, hvad du gør", hvortil Hunter svarede: "Det gør jeg."
Hunter og Joe Biden har gentagne gange sagt, at de ellers ikke diskuterede Hunters udenlandske forretninger.
I 2016 bad Joe Biden den ukrainske regering om at fjerne en anklager, hvis kontor undersøgte Burisma og andre selskaber for korruption. Det samme gjorde andre vestlige ledere, fordi de mente, den pågældende anklager ikke slog hårdt nok ned på netop korruption.
Det fik senere Donald Trump i en telefonsamtale til at presse den ukrainske præsident. Trump ville have Zelenskyj til at sætte en undersøgelse i gang med anklagen om, at Bidens krav om fyring gavnede Burisma og dermed Hunter Biden. Samtalen førte senere til den første rigsretssag mod Donald Trump.
Afhøringer under ed i rigsretssagen og to efterfølgende undersøgelser i Senatet anført af republikanere kunne ikke fremlægge beviser for, at Joe Biden havde ageret forkert.
Den efterladte laptop
I april 2019 hørte en computerreparatør i Delaware butiksdøren gå op lige før lukketid. Alkoholtåger fyldte rummet, siger reparatøren, da kunden, som kaldte sig Hunter, indleverede tre vandskadede computere.
Den bestilling skulle Trump-kampagnen senere få glæde af. Reparatøren hedder John Paul Isaac. DR har forgæves forsøgt at få ham i tale. Men i et interview med The Daily Mail har han forklaret, at mens han forsøgte at redde filer, opdagede han ikke kun private intime billeder af Hunter Biden. Der var også bankdokumenter og oversigter over, hvad Hunter Biden havde tjent og en lang række e-mail.
John Paul Isaac, som er Trump-støtte, siger, at han troede, at flere filer var mistænkelige. Så da Hunter Biden aldrig kom og hentede sin laptop, kontaktede reparatøren i stedet forbundspolitiet FBI for at overlevere materialet til dem. Forinden tog han dog en kopi, som han senere gav daværende præsident Trumps personlige advokat, Rudy Guilliani.
Snart bragte New York Post historien om Hunter Bidens laptop med anklager om, at Joe Biden var korrupt. Andre medier bad om at få en kopi af harddisken, så de kunne verificere historien, men det ville hverken avisen New York Post eller Giuliani udlevere. Og historien blev derfor dækket med skepsis fra flere medier.
Historien blev blokeret eller delvist begrænset på sociale medier, blandt andet hos Twitter. De såkaldte ”Twitter Files” – interne dokumenter, som Twitters nye ejer, Elon Musk, for nylig har ladet journalister sende ud i udvalgte bidder - indikerer, at ledelsen dengang var blevet advaret af føderale kilder. De gav udtryk for, at historien kunne være et udenlandsk forsøg på at blande sig i præsidentvalgkampen. Samme besked kom fra flere demokrater. Og tidligere ansatte i den amerikanske efterretningstjeneste udtrykte samme bekymring. Men der blev aldrig fremlagt beviser for den påstand.
Den tidligere Twitter-chef Jack Dorsey har efterfølgende sagt, at det var en fejl at blokere og undertrykke historien.
Hunters e-mail
Hunter Biden selv har først for nylig tilkendegivet, at det er hans data, der har sat de storpolitiske kampe i gang. Men flere medier som New York Times og Washington Post har siden artiklen i New York Post fået fat i kopier og haft eksperter til at gennemgå harddisken.
Washington Post siger, at de modtog 217 gigabytes data, som indeholdt mere end 22.000 e-mail. Nogle filer mener de på baggrund af signaturer og diverse krydsreferencer at kunne sige tilhører Hunter Biden, mens andre er tvivlsomme.
Avisen skriver, at der er er sket ændringer på harddisken, efter New York Post bragte historien. Eksperter kan se, at nogen har haft adgang fra en lokalitet på USA’s vestkyst en uge efter, New York Post bragte historien. Efterfølgende er der også blevet oprettet mapper på disken med navne som “Pornografisk materiale” og “Big Guy file”.
Denne ”Big Guy” er den måske vigtigste figur i Republikanernes version af historien og deres mistanke om korruption i Biden-familien. Så ham vender vi tilbage til om lidt.
Den kinesiske diamant
Hunter Biden var i 2017 i pengeproblemer, så da en kinesisk forretningsmand med navn Ye Jianming kontaktede ham, var han lydhør. Ye Jianming var direktør for det kinesiske energiselskab CEFC. Og et samarbejdet begyndte for alvor at tage form, da Joe Biden havde forladt sin post som vicepræsident.
Efter et møde i Miami i februar samme år sendte Ye Jianming ifølge The New Yorker en 2,8 karat diamant til Hunter som tak for et godt møde. Da The New Yorker spurgte ham, om han ikke var bekymret for, at diamanten kunne ses som bestikkelse, svarede han:
- Hvad skulle de bestikke mig for? Min far var ikke vicepræsident mere.
The New Yorker skriver, at de oprindelige planer var at oprette et firma med navn Hudson West, som skulle sikre CEFC kontrakter på flydende naturgas i Louisiana i USA. Men Hunter blev også bedt om at assistere CEFC med forskellige former for juridisk bistand i USA.
Næsten fem millioner dollar blev der ifølge New York Times sendt til Hunter Biden, og 1,4 millioner dollar gik videre fra Hunters Bidens konto til Lion Hall Group – et konsulentfirma, som Joe Bidens bror ejer.
"The Big Guy"
Et par uger efter samarbejdet med CEFC begyndte, skulle Hunter Biden ifølge Washington Post have bedt om at få ændret navnet på døren i de kontorlokaler, han lejede i Washington D.C. Der skulle fremover stå ”The Biden Foundation and Hudson West (CEFC-US)", og han bad om nye nøgler til sin far, sin mor, sin onkel James og til den ansvarlige hos CEFC.
E-mail, der beskriver forløbet, kommer fra Hunter Bidens glemte laptop, siger avien - og det er uafhængigt bekræftet af udlejeren. Men nøglerne blev aldrig hentet. Og skiltet på døren blev aldrig ændret. En talsmand for Biden-fonden siger, at fonden aldrig har hørt om, at der var planer om at flytte til de lokaler.
Men republikanere mener, at det viser, at Joe Biden var involveret i sin søns forretninger. Og peger på e-mail, de siger stammer fra Hunter Bidens laptop, hvor der i forbindelse med samarbejdet med det kinesiske selskab bliver omtalt en andel på ti procent, som skal tilfalde "the Big Guy". Navnet var en reference til Joe Biden, siger en af Hunter Bidens samarbejdspartnere.
Joe Biden var på det tidspunkt privatperson og har gentagne gange nægtet at være en del af sin søns forretninger såvel før som efter sin tid som vicepræsident.
- Jeg elsker min søn. Jeg er stolt af ham, han har set sit stofmisbrug i øjnene og har etableret et nyt liv.
Naturgas-eventyret blev aldrig til mere. Og manden bag diamanten og CEFC, Ye Jianming, blev ifølge New York Times tilbageholdt af de kinesiske myndigheder i 2018 og er ikke hørt fra siden.
Se Joe Biden forsvare sin søn i en tv-debat med Donald Trump før præsidentvalget i 2020:
FBI’s undersøgelse
FBI har stadig føromtalte harddisk, og der eksisterer en igangværende efterforskning af Hunter Biden.
Det er statsadvokaten i Delaware, David C. Weiss, der har det overordnede ansvar for sagen. Han er udnævnt af Donald Trump, og efter præsidentskiftet i 2021 bad justitsminister Merrick Garland ham om at blive på posten og på Hunter Biden-sagen for at undgå mistanke om politisk indblanding.
Der er meget, vi ikke ved. Det står klart, at det er en omfattende undersøgelse. Der er blevet indkaldt vidner, som bag lukkede døre er blevet udspurgt om Hunter Bidens forretninger i såvel Ukraine som Kina. Og ifølge New York Post har statsadvokaten også søgt efter informationer om kontakt mellem Hunter Biden forretningsforbindelser og hans far præsident Biden.
New York Times har talt med kilder tæt på undersøgelsen, som siger, at mulige sigtelser ligner noget, der er langt mindre politisk sprængfarligt end korruption. Hunter Biden kan stå overfor en skattesag. Han betalte ikke skat til tiden i 2016 og 2017 og har siden lånt over to million dollar til at betale efterskat.
Diamanten ved han ikke, hvor blev af, og han kan måske også blive sigtet for at have løjet, da han købte et håndvåben i 2018. Her skrev han under på, at han ikke tog stoffer, og det var løgn.
En blødende bjørn
- Det at undersøge Biden-familien er som at spore en blødende bjørn i en snestorm. Der er beviser alle vegne, siger James Comer.
Beviser for korruption og ulovligheder, som fører hele vejen til USA's præsident, har republikanerne efter flere års forsøg endnu ikke fremlagt. Men partiet kører sig i stilling til de kommende høringer.
Imens har Hunter Biden travlt med sin nye karriere som billedkunstner.
Hans værker har været sat til salg på et galleri i New York til priser mellem 500.000 og 3,4 millioner kroner pr. styk. Det har straks affødt en debat om, hvorvidt værkerne har nogen kunstnerisk værdi, eller om folk blot forsøger at købe adgang til hans far gennem ham.
Selv siger han, at uanset hvad han gør, vil det i visse kredse altid virke suspekt. Som han skriver i sine erindringer om bestyrelsesposten i Ukraine:
- I vores aktuelle politiske klima tror jeg dog ikke, det havde gjort nogen forskel om, om jeg sagde ja til posten eller ej. Jeg var blevet angrebet under alle omstændigheder.
Author: Jennifer Lam
Last Updated: 1702855203
Views: 1075
Rating: 3.6 / 5 (95 voted)
Reviews: 86% of readers found this page helpful
Name: Jennifer Lam
Birthday: 2020-08-04
Address: 14685 Gallegos Isle Apt. 589, Collierberg, SD 15097
Phone: +3716717651529642
Job: Article Writer
Hobby: Lock Picking, Sculpting, Playing Guitar, Bird Watching, Embroidery, Beekeeping, Basketball
Introduction: My name is Jennifer Lam, I am a receptive, venturesome, lively, brilliant, cherished, strong-willed, priceless person who loves writing and wants to share my knowledge and understanding with you.